NYE SEJL GIVER EKSTRA SEJLGLÆDE
Det er dejligt at få nye, flotte og velfungerende sejl, der er lette at trimme
Og trimningen er vigtig for cruising-sejlere, for det handler om at sejle en komfortabel og glad båd i god balance.
Nye sejl giver cruisingbåden en klart bedre og mere komfortabel sejlads, med mindre krængning, bedre balance på roret, bemærkelsesværdig bedre højde og ekstra tiendedele på loggen.
Så klar var konklusionen, da vi testede et ældre mod et nyt stel sejl på en Granada 31. Først målte vi fart, højde og krængning med de ældre sejl og der-efter skiftede vi til et nyt stel North Sails.
Begge storsejl var syet med horisontale baner, også kaldet "C-cut" eller "cross cut", i en vævet polyester sejldug, bedst kendt som Dacron.
Tætvævet sejldug
De nye sejl var fremstillet i en sejldug fra Norths Sails egen dug-fabrik i USA. Det er en effektiv sejldug, der bliver vævet meget tæt med de mest stabile "high tenacity" polyestertråde der findes. "High tenacity" sejldug anvendes til kapsejladssejl og tursejl, hvor stabiliteten er vigtig.
Den aktuelle sejldug til det nye storsejl er specielt konstrueret til at klare de belastninger sejlet udsættes for langs agterliget. Det gør sejlet bedre i stand til at holde faconen i kappen. Det nye storsejl var desuden bygget med fire gennemgående sejlpinde, der sikrer sejlets optimale facon længere levetid.
Et roligt sejl
De gennemgående sejlpinde får også storsejlet til at stå roligt ved sætning, bjærgning og rebning, og sikrer at sejlet glider let og pænt foldet ned i bompresenningen. Bådens gamle rullegenua var traditionelt syet i "C-cut" med horisontale baner, mens den nye North rullegenua var konstrueret i et avanceret tri-radialt D-cut design, hvor paneler af sejldug stråler ud fra top, hals og skøde efter sejlets belastninger.
Bedre balance
Resultatet af sammenligningen var, at båden krængede langt mindre med de nye sejl. Desuden fik vi en klart bedre balance på roret, med mindre rortryk og dermed en lettere, roligere sejlads, fordi båden ikke blev så hård på roret i pustene. Alt i alt blev det en sjovere og mere komfortabel sejlads.
Højde og fart
Med de nye North sejl gik båden klart tættere til vinden og 0,3 knob hurtigere på kryds. Det giver ikke kun hurtigere, men også sjovere sejlads og gør det nemmere for cruisingsejlere at krydse, fordi den bedre balance på roret, også gør det lettere at styre båden i pustene.
Strækstabilitet
Der er især forskellen i sejldug, der giver dramatiske forskelle på nye og ældre sejl. I ældre sejl strækker sejldugen sig mere i pust og frisk vind, fordi sejldugen mister meget af sin strækstabilitet. Derfor glider faconen også mere agterover, og fordi det samtidig bliver for dybt, kan det i værste fald få båden til at skære ukontrolleret op i friske pust.
Det er derfor vigtigt, at få syet sine nye sejl i en god strækstabil dug. Så sejler de markant mere komfortabelt og holder meget længere. Med en billig, ikke stræk-stabil sejldug, mister sejlene deres facon langt hurtigere, og kan efter få sæsoner ikke trimmes fornuftigt.
Trim de nye sejl
Nye sejl i god facon og strækstabil sejldug er dog ikke alene nok. Sejlene skal også trimmes, og det bør alle cruising-sejlere tage alvorligt.
For cruisingsejlere handler trimning mere om at få en komfortabel sejlads med en glad båd i god balance. "Når jeg er af sted med familien på sommertur, ser jeg desværre for mange både, hvor sejlene ikke fungerer ordentligt, fordi de er trimmet forkert, eller riggen ikke er sat rigtigt," fortæller Theis Palm fra North Sails Danmark.
"Det er synd, for det kræver kun en beskeden indsats, at trimme rig og sejl ordentligt, så familien får en behagelig sejlads, hvor de bedre kan slappe af. De får samtidig den ekstra gevinst, at båden også vil sejle hurtigere."
Beskyt sejlene
Der var anvendt en sejldug med indbygget UV-filter, der beskytter sejl-dugen mod solens nedbrydende UV-stråler, og det forøger markant sejlets levetid. Den ekstra UV-beskyttende dækdug på agter-og underlig beskytter ogsågenuaen mod solen, når den er rullet op.
Storsejlet er ikke beskyttet mod sollyset, selvom det ligger pænt pakket sammen på bommen i havn, og derfor er det vigtigt at hele sejlet bliver dækket af en bompresenning, der også holder sejlet rent og pænt.
Sejlene skal også beskyttes mod mekanisk slid fra især riggen. Alle kanter og skarpe spidser på salingerne og vantskruerne skal tapes til, eller på anden måde beskyttes, så sejldugen og syningerne ikke kan blive revet i stykker.
Det er også vigtigt at storsejlet bliver lagt, eller rullet, pænt sammen efter brug. Hvis man lader riggen stå på båden vinteren over, bør sejlene altid afmonteres og tages med hjem.
Læs også:
Sådan sættes masten rigtigt
Så nemt trimmes storsejlet
Så nemt trimmes genua og fok
Så nemt trimmes spiler og gennaker
Trim-tjekliste
Download hele vores trimguide til cruising her!
Få et tilbud på nye North sejl