SÅ NEMT TRIMMES STORSEJLET
Det er især trimning af storsejlet, der gør båden velafbalanceret at styre, og behagelig at sejle, under næsten alle vejrforhold
Et veltrimmet storsejl i god form giver altid den mest behagelige sejlads, hvor båden ikke krænger unødvendigt og går godt gennem søerne. Det er en af de mest effektive måder at skabe sejlglæde og komfortabel sejlads for hele familien på kurser fra bidevind til halvvind.
Der er også mindre slid på sejl og rig, når storsejlet er veltrimmet, og det er godt for tegnebogen. Desuden mindsker det risikoen for havarier, der ellers kan stoppe ferieturen brat.
Det er en meget almindelig fejl, at for-liget ikke bliver strakt nok med faldet. Så bliver sejlet for hult, især fra midten og opefter, og det bliver sværere at styre båden og skøde sejlet ordentligt.
Det bliver også sværere at styre lidselinen, der skal forhindre at sejlet blafrer i agterliget mellem sejlpindene.
Når sejlet står og blafrer i agterliget, går sejlets syninger meget hurtigere i stykker og i værste fald kan man risikere at sejlet revner. Især med ældre sejl, der har fået meget sollys gennem mange år.
Manglende eller for bløde sejlpinde i storsejlet slider også på sejlet, ligesom båden ikke vil kunne gå så højt til vinden. Desuden kan det i nogle tilfælde medvirke til at riggen står og ryster.
Så snart skødes slækkes til dybere kurser end bidevind, ”skødes” storsejlet til det rigtige twist med bådens kickingstrap. Selv på læns bør sejlet ikke twiste nævneværdigt mere end på kryds. Her ses hvordan sejlet bliver fladere, og lukker mere i toppen, når man haler i storskødet. Sejlet bliver fladere, især forneden, når man haler i bomudhalet.
Storsejlets 7 vigtigste trimfunktioner anvendes således:
Storfaldet
Faldet skal som udgangspunkt altid hales, så forliget ikke rynker, og der-udover trimmer man dybde og facon med faldet. Når faldet tottes bliver sejlet fladere og sejlets største dybde flyttes fremad i sejlet.
Faldet skal derfor tottes, når vinden frisker fordi sejlet skal gøres fladere, og ved at hale faconen frem modvirker man at sejlets facon skrider for meget agterover, når sejldugen giver sig i den friske vind.
Hvis man sætter faldet for løst, bliver sejlet meget åbent i toppen, og når man så skøder hjem for at få toppen med, bliver sejlet dybt i bunden, og båden bliver hård på roret.
Storskødet
Skødet bruges især til at trimme sejlets twist og dybde på bidevind. Når man haler i storskødet bliver sejlet fladere og faconen rykker en anelse agterover. Sejlet ”lukker” også mere, dvs. at det twister mindre i toppen.
Mange vil opleve at de ikke kan trimme sejlet fladt nok uden at lukke sejlet for meget, så øverste sejlpind peger ind mod bomnokken. I dette tilfælde skal man få trimmet twistet korrekt med skødet og desuden flade sejlet yderligere med fald, bomudhal, cunningham og hækstag. På dybere kurser end bidevind overtager kicking-strap’en trimningen af sejlets twist.
Bomudhalet
Udhalet på bommen er et effektivt og nemt trimhal, som tursejlere burde anvende mere. Ved at hale bomudhalet bliver sejlet fladere – især i den nederste del af sejlet. Bomudhalet skal tottes i opfriskende vind, og slækkes i let og mellemluft med tung krapsø, hvor man behøver mere ”sejtræk” eller ”bundmoment” til at trække igennem.
Løjgangen
Løjgangen bruges til at trimme stor-sejlets vinkel i forhold til vinden og forsejlet og til at fintrimme rorbalancen, så båden nemt kan sejle ligeud og man kan styre båden med et minimum af kræfter.
En velafbalanceret båd skal kunne styres med en let hånd på rorpinden eller rattet.
Bådens grundlæggende balance på roret trimmes med riggen, men fin-justeringen af rorbalancen sker med løjgangen.
Her er det enkle princip, at man skal køre løjgangsvognen mod læ, hvis man føler båden er lidt for luvgirig, dvs. at der er lidt for meget pres på roret. Tilsvarende skal løjgangsvognen køres mod luv, hvis båden føles lægirig, eller det bare er svært at holde båden oppe på højden. Har båden ikke løjgang, kan man bruge kickingstrap’en.
Løjgangsvognen trimmes ofte med fordel lidt til luv i mellemluft og lettere vindstyrker, for at give mere højde og eventuelt lidt ekstra rorpres til at føle båden med. I opfriskende vind skødes løjgangen mod læ.
Kickingstrap
Bådens kickingstrap er beregnet til at holde bommen nede og sejlets profil in-takt, når kursen er dybere end bidevind.
Det er vigtigt for en behagelig sejlads og balancen på roret, at sejlets facon og twist bibeholdes ned forbi halvvind.
Når bommen holdes nede med kicking-strap’en, kan man mindske eller øge rorpresset, balancen på roret, ved at slække eller hale storskødet.
Hvis båden ikke har løjgang, kan kickingstrap’en overtage skødets twistregulerende funktion på bidevind, mens man lader skødet overtage løjgangens funktion.
På kurser mellem agten for tværs og læns er det også vigtigt at hale kickingstrap’en så hårdt, at sejlet ikke twister ret meget mere end på kryds. Det giver roligere sejlads og lettere styring i frisk vind.
Hækstaget
På brøkdelsriggede både anvendes hækstaget ikke kun til at totte forstaget med, men også til at hjælpe til med at åbne, twiste, toppen af storsejlet. Ved at hale hækstaget i frisk eller opfriskende vind, bliver toppen mere åben. Derved kan man flade storsejlet yderligere, ved at hale i storskødet, indtil toppen igen har det rette twist.
Cunningham
Sejlets facon bliver lidt fladere og en anelse mere åben i toppen, når man haler i cunningham. Samtidig trækkes sejlets facon frem og lidt nedad i sejlet.
Cunningham bruges til at "stramme op", når sejldugen strækker sig i frisk vind og til at hale faconen frem på sejl i strækstabil sejldug, når man bukker masten ved at hale hækstaget hårdt.
Når man trimmer storsejlet, kan man åbne toppen af sejlet lidt med hækstaget.
Reb i tide
Tursejlere skal altid huske at rebe i tide, og der skal rebes, så sejlføringen passer til pustene. Storsejlet skal altid rebes først. Det giver den mest behagelige sejlads. De fleste nyere cruisingbåde sejler mindst lige så hurtigt med rebet storsejl i frisk vind.
Husk også at holde rebegrejet i orden, så det er let at betjene. Hver bådejer bør prøve sig frem til, hvornår og hvor meget båden skal rebes, for at sejle godt og behageligt. Reb hellere for meget end for lidt. Her er sejlet også for hult, fordi faldet er for løst. Forstaget falder også ud, fordi riggen står for løst.
Trim af rullestorsejl
Der er en del forskel på trimmulig-hederne med et rullestorsejl efter om det er et sejl i en blød polyesterdug (Dacron) med negativ kappe, eller et moderne rullesejl i strækstabil dug med lodrette sejlpinde. De sidste er mere effektive end de gammelkendte rullestorsejl og giver mere sejlglæde.
Alle rullestorsejl flades til vindstyrke og sø med udhalet, og sejlets twist kan til en vis grad trimmes med skøde eller kickingstrap som beskrevet. Det kan dog være umuligt at twiste toppen på sejl i blød sejldug uden sejlet bare står og blafrer. Når sejlet er halet helt ud af masten, kan faldet bruges til at trimme sejlets dybde.
Pinden parallelt med bommen
Twistet i storsejlet er vigtigt for både komfort, fart og højde, men mange sejlere har vanskeligt ved at bedømme, hvornår sejlet twister rigtigt.
Her er det en nyttig håndregel for tursejlere, at den øverste sejlpind skal stå parallelt med bommen, når man kigger op i sejlet.
Tips
Det er en god og sjov måde at tjekke sit eget sejltrim ved at tage billeder lige op langs sejlet, og så kigge nærmere på trimmet i fred og ro hjemme ved computeren. Det bliver endnu nemmere at se trimmet, hvis man taper vandrette trimstreger på sejlet.
Læs også:
Nye sejl giver ekstra sejlglæde
Sådan sættes masten rigtigt
Så nemt trimmes genua og fok
Så nemt trimmes spiler og gennaker
Trim-tjekliste
Download hele vores trimguide til cruising her!
Få et tilbud på nye North sejl